Hvorfor?
Hvorfor anskaffede jeg mig en hund?
Hvorfor anskaffer du dig en hund?
Det skal være sjovt at have hund. Der skal være flere glæder end sorger. Alligevel møder jeg hver evig eneste dag mennesker med hunde som har flere sorger end glæder. På et tidspunkt får de nok. Så vil de af med hunden. "Det er jo bare en hund", lyder kommentaren. For pokker da!
Der er intet galt med hunden - det er ejeren den er gal med.
Mange ejere finder hunden et nyt hjem. Det er fint nok, hvis de sikrer sig at det er et blivende hjem, hvor hunden får hvad den har brug for af aktivering, træning og ikke mindst kærlighed. Ofte ender hunden dog som kastebold mellem nye ejere, indtil den til sidst bliver aflivet. "Det er jo bare en hund".
Nogle ejere sender hunden på internat. Internaterne er kræsne med at finde ejere, så dette er ofte den bedste løsning.
Sidst, men ikke mindst, er der den gruppe af ejere som afliver hunden. De bliver trætte af den, orker ikke engang at lede efter et nyt hjem til den, de afliver den bare.
"Det er jo bare en hund"!
Nej, det er ikke bare en hund. Det er et levende væsen. Som har brug for aktivering, omsorg, kærlighed og nærhed. Den kan ikke bare kastes rundt til alle mulige. Den burde ikke bare aflives, fordi dens ejer er en klaphat og ikke længere gider den.
Øv!
Hvorfor?
For din eller hundens skyld?
torsdag den 13. maj 2010
lørdag den 3. april 2010
For din eller min skyld? At tage den rigtige beslutning...
Hver dag savner jeg Toffi. Engang imellem overmander melankolien mig. Oftest er glæden dog dominerende.
For jeg tog den rigtige beslutning da jeg overlod hende til mine forældre!
Jeg er så stolt, så stolt. Min far har levet op til det ansvar jeg lagde på hans skuldre. Han har klaret det over alle forventninger. Jeg er stolt af ham!
Hver uge træner han Toffi i DCH. Det går bedre og bedre. Hun klarer alting perfekt. I dag var han af sted på et andet hold pga. påskeferien. Han turde ikke. Han var nervøs. Ville hun klare det? Toffi bryder sig ikke om fremmede hunde, og hun ville helt sikkert være vanskelig og højst sandsynligt umulig fordi det var et nyt hold hund. Det gik over al forventing. Far klarede det. Det gik godt. De hyggede sig. Han klarede det. Far klarede det.
Hver dag savner jeg hende. Hver dag ønsker jeg, at jeg havde hende hos mig, men det ville ikke være det rigtige for hende. Måske for mig, men ikke for Toffi. Så jeg gav slip, og i dag er jeg for første gang helt tilfreds med den beslutning.
Tillykke farmand, du klarede det!
For jeg tog den rigtige beslutning da jeg overlod hende til mine forældre!
Jeg er så stolt, så stolt. Min far har levet op til det ansvar jeg lagde på hans skuldre. Han har klaret det over alle forventninger. Jeg er stolt af ham!
Hver uge træner han Toffi i DCH. Det går bedre og bedre. Hun klarer alting perfekt. I dag var han af sted på et andet hold pga. påskeferien. Han turde ikke. Han var nervøs. Ville hun klare det? Toffi bryder sig ikke om fremmede hunde, og hun ville helt sikkert være vanskelig og højst sandsynligt umulig fordi det var et nyt hold hund. Det gik over al forventing. Far klarede det. Det gik godt. De hyggede sig. Han klarede det. Far klarede det.
Hver dag savner jeg hende. Hver dag ønsker jeg, at jeg havde hende hos mig, men det ville ikke være det rigtige for hende. Måske for mig, men ikke for Toffi. Så jeg gav slip, og i dag er jeg for første gang helt tilfreds med den beslutning.
Tillykke farmand, du klarede det!
torsdag den 1. april 2010
En cirkushund?
Hvordan ville du have det, hvis din hverdag bestod af at sove, spise, lille luftetur, sove, spise og sove... ?
Det passer i hvert tilfælde ikke Otto. Midt i min meget vigtige eksamenslæsning, så er han helt parat til at træne!
Han piver, kommer med ting eller begynder på sit repetoire af tricks.
Det er fedt!!! :)
Så vi gik i gang, og snart er Otto en hel cirkushund.
Han åbner skuffer.
Han kan lave zig-zag mellem mine ben.
Han kan "dutte" med snuden på ting.
Han kan "dutte" med poten på ting.
Han kan hente alt - nøgler, sin skål, min kop, en teske, mit tørklæde osv.
Det er altså totalt sejt, og en virkelig god følelse at have en hund som elsker at træne. Prøv! :)
Det passer i hvert tilfælde ikke Otto. Midt i min meget vigtige eksamenslæsning, så er han helt parat til at træne!
Han piver, kommer med ting eller begynder på sit repetoire af tricks.
Det er fedt!!! :)
Så vi gik i gang, og snart er Otto en hel cirkushund.
Han åbner skuffer.
Han kan lave zig-zag mellem mine ben.
Han kan "dutte" med snuden på ting.
Han kan "dutte" med poten på ting.
Han kan hente alt - nøgler, sin skål, min kop, en teske, mit tørklæde osv.
Det er altså totalt sejt, og en virkelig god følelse at have en hund som elsker at træne. Prøv! :)
tirsdag den 30. marts 2010
Træning - mine grundregler
Min træning med Toffi og Otto har givet mig nogle meget vigtige erfaringer...
Når jeg træner, er det udelukkende med positiv forstærkning. Jeg skælder aldrig hunden ud, jeg straffer den aldrig. Til gengæld belønner jeg den med lækre godbidder, når den gør noget rigtigt.
Jeg havde aldrig troet at Otto skulle blive til noget, men jeg tog fejl. Det tog over et halvt år inden min træning gav pote, men så gik det pludselig stærkt.
Punkt 1: Gør dig klart hvad du gerne vil have hunden skal kunne
Punkt 2: HUSK at det tager laaaaang tid - tålmodighed er af yderste nødvendighed!
Punkt 3: Træn hver dag, men i korte intervaller, så hunden er engageret
Punkt 4: Find hundens motivation - bold, pind, godbidder, ros...
Da Otto skulle lære sit gjorde jeg således:
HUSK at give hunden fri, ellers ved den ikke hvornår øvelsen er slut og den vil derfor selv afbryde øvelsen.
Næste skridt er at få hunden til at sidde i længere tid ad gangen. Prøv at vente 2 sekunder inden hunden gives fri. Efter fx en uge venter man 5 sekunder. Varigheden af øvelsen forlænges langsomt, MEN hvis hunden afbryder øvelsen efter 5 sekunder, så lader du den sidde kortere tid end de 5 sekunder næste gang. Det er ALTID ejeren som skal afbryde øvelsen med fri.
Når jeg træner, er det udelukkende med positiv forstærkning. Jeg skælder aldrig hunden ud, jeg straffer den aldrig. Til gengæld belønner jeg den med lækre godbidder, når den gør noget rigtigt.
Jeg havde aldrig troet at Otto skulle blive til noget, men jeg tog fejl. Det tog over et halvt år inden min træning gav pote, men så gik det pludselig stærkt.
Punkt 1: Gør dig klart hvad du gerne vil have hunden skal kunne
Punkt 2: HUSK at det tager laaaaang tid - tålmodighed er af yderste nødvendighed!
Punkt 3: Træn hver dag, men i korte intervaller, så hunden er engageret
Punkt 4: Find hundens motivation - bold, pind, godbidder, ros...
Da Otto skulle lære sit gjorde jeg således:
- Fik kontakt til ham ved at sige hans navn
- Førte godbidden over hovedet på ham, så hans numse ramte jorden (eller ventede til han satte sig af sig selv), gav ham godbidden samtidigt med sitkommandoen
- Gav ham fri INDEN han selv rejse sig.
HUSK at give hunden fri, ellers ved den ikke hvornår øvelsen er slut og den vil derfor selv afbryde øvelsen.
Næste skridt er at få hunden til at sidde i længere tid ad gangen. Prøv at vente 2 sekunder inden hunden gives fri. Efter fx en uge venter man 5 sekunder. Varigheden af øvelsen forlænges langsomt, MEN hvis hunden afbryder øvelsen efter 5 sekunder, så lader du den sidde kortere tid end de 5 sekunder næste gang. Det er ALTID ejeren som skal afbryde øvelsen med fri.
Otto - på vej til samarbejdsvillig, kærlig familiehund
Juni 2009 kom Otto ind i mit liv. Den første måned fortrød jeg hver dag.
Otto var en selvstændig herre på et år. Han kom fra et understimuleret hjem, var mager og uden muskler og reagerede ikke på sit navn.
Otto er stadig en selvstændig herre, men efter 10 måneder er vi på vej. På vej til at blive en pige og hendes hund.
Hvordan kom vi dertil?
Kærlighed, godt foder og træning - masser af træning!
Rom blev på ingen måde bygget på en dag, det skulle jeg huskes på dagligt det første halve år med Otto.
De første dage gik med at lade Otto falde til. Han var vant til at gå på stole og borde. Derfor skulle JEG finde ud af hvad Otto måtte hos mig. Otto må være i sengen, på stolene og i vindueskarmen. Han må gerne tigge ved bordet, men han må ikke tage mad fra bordet. Han må ikke gø vedvarende når han kan høre mærkelige lyde, ret vigtigt da jeg bor på kollegie med ham. Han må dog godt give hals 1-3 gange, for at fortælle mig at der kommer nogen.
Han skal komme når jeg kalder.
Han skal kunne det basale lydighed (sit, dæk, stå, lineføring, apport)
Han skal kunne stoppes i løb med en stopkommando.
Den første måned turde jeg ikke slippe Otto fri. Han reagerede stort set ikke på sit navn. Når han var ude ignorerede han mig fuldstændigt. Alligevel slap jeg ham løs, med det resultat at han gik sine egne veje.
Hver dag trænede jeg en smule lineføring, sit og dæk, men jeg kunne ikke finde en motivation til Otto. Godbidder var han ligeglad med og bolde sagde ham ikke noget. Lynhurtigt fandt jeg dog ud af at det hjalp at tale pænt til ham, men hvor føltes det dumt at stå og sige "Otto - vil du være venlig at sætte dig ned?"
Hele efteråret var Otto stadig ret hyperaktiv i hverdagen. Han bed heldigvis ikke mit hjem i stykker, han er god til at være alene hjemme. Dagligt gik vi 3 timer for at han kunne komme af med lidt af sin hyperaktivitet og dagligt trænede vi lydighed og tricks.
Da vinteren kom kunne Otto øvelserne sit, dæk, goddag, farvel og stop. Vi var i gang med at indlære kom, apport, lineføring, stop, bliv og åbne/lukke skuffer. Det gik roligt fremad. Vi havde fundet melodien. Efterhånden følte jeg den samme samhørighed med Otto som jeg følte med Toffi. Selvom det stadig var hårdt at tænke på hvor meget Toffi kunne i forhold til Otto. Jeg ønsker mig en lydighedshund, og det var Otto i hvert tilfælde ikke - eller hvad? Han var da på vej...
Det kræver blod, sved og tårer. Men i sidste ende giver det pote - bogstaveligt talt!
Nu, efter 10 måneders daglig træning, har jeg en super samarbejdsvillig og kærlig familiehund. Otto er blevet en lydighedshund. Forandringen ligger ikke i de øvelser han kan, den ligger i hans mentalitet. Vi lytter til hinanden. Han arbejder for mig. Stadig for godbidder, men i høj grad også for min anerkendelse og ros.
Han er alt hvad man kan ønske sig af en hund. Han kan færdes blandt alle mennesker - små børn og ældre. Han kommer når jeg kalder og han kan stoppes med en stopkommando. Han kan apportere alt muligt (tørklæder, sin bold, en pind, mine nøgler, en plastickop). Han kan åbne skuffer. Han kan sit, dæk, stå, bliv. Lineføring arbejder vi stadig på.
Otto var en selvstændig herre på et år. Han kom fra et understimuleret hjem, var mager og uden muskler og reagerede ikke på sit navn.
Otto er stadig en selvstændig herre, men efter 10 måneder er vi på vej. På vej til at blive en pige og hendes hund.
Hvordan kom vi dertil?
Kærlighed, godt foder og træning - masser af træning!
Rom blev på ingen måde bygget på en dag, det skulle jeg huskes på dagligt det første halve år med Otto.
De første dage gik med at lade Otto falde til. Han var vant til at gå på stole og borde. Derfor skulle JEG finde ud af hvad Otto måtte hos mig. Otto må være i sengen, på stolene og i vindueskarmen. Han må gerne tigge ved bordet, men han må ikke tage mad fra bordet. Han må ikke gø vedvarende når han kan høre mærkelige lyde, ret vigtigt da jeg bor på kollegie med ham. Han må dog godt give hals 1-3 gange, for at fortælle mig at der kommer nogen.
Han skal komme når jeg kalder.
Han skal kunne det basale lydighed (sit, dæk, stå, lineføring, apport)
Han skal kunne stoppes i løb med en stopkommando.
Den første måned turde jeg ikke slippe Otto fri. Han reagerede stort set ikke på sit navn. Når han var ude ignorerede han mig fuldstændigt. Alligevel slap jeg ham løs, med det resultat at han gik sine egne veje.
Hver dag trænede jeg en smule lineføring, sit og dæk, men jeg kunne ikke finde en motivation til Otto. Godbidder var han ligeglad med og bolde sagde ham ikke noget. Lynhurtigt fandt jeg dog ud af at det hjalp at tale pænt til ham, men hvor føltes det dumt at stå og sige "Otto - vil du være venlig at sætte dig ned?"
Hele efteråret var Otto stadig ret hyperaktiv i hverdagen. Han bed heldigvis ikke mit hjem i stykker, han er god til at være alene hjemme. Dagligt gik vi 3 timer for at han kunne komme af med lidt af sin hyperaktivitet og dagligt trænede vi lydighed og tricks.
Da vinteren kom kunne Otto øvelserne sit, dæk, goddag, farvel og stop. Vi var i gang med at indlære kom, apport, lineføring, stop, bliv og åbne/lukke skuffer. Det gik roligt fremad. Vi havde fundet melodien. Efterhånden følte jeg den samme samhørighed med Otto som jeg følte med Toffi. Selvom det stadig var hårdt at tænke på hvor meget Toffi kunne i forhold til Otto. Jeg ønsker mig en lydighedshund, og det var Otto i hvert tilfælde ikke - eller hvad? Han var da på vej...
Det kræver blod, sved og tårer. Men i sidste ende giver det pote - bogstaveligt talt!
Nu, efter 10 måneders daglig træning, har jeg en super samarbejdsvillig og kærlig familiehund. Otto er blevet en lydighedshund. Forandringen ligger ikke i de øvelser han kan, den ligger i hans mentalitet. Vi lytter til hinanden. Han arbejder for mig. Stadig for godbidder, men i høj grad også for min anerkendelse og ros.
Han er alt hvad man kan ønske sig af en hund. Han kan færdes blandt alle mennesker - små børn og ældre. Han kommer når jeg kalder og han kan stoppes med en stopkommando. Han kan apportere alt muligt (tørklæder, sin bold, en pind, mine nøgler, en plastickop). Han kan åbne skuffer. Han kan sit, dæk, stå, bliv. Lineføring arbejder vi stadig på.
mandag den 29. marts 2010
For din eller min skyld?
At give slip
Den sværeste beslutning er taget!
Det føste år på universitetet tog jeg hjem hver weekend. Hvorfor? For at træne Toffi. Den indro ro jeg fandt med hende, kunne jeg ikke finde andetsteds. Men der kom et tidspunkt hvor jeg vidste at jeg blev nødt til at give slip...
Langsomt overlod jeg træningen til min far.
Et år efter gør det stadig ondt indeni. Hver dag savner jeg. Alligevel ved jeg, at det var det bedste for os begge. Havde jeg taget Toffi med mig, så havde det været for min skyld.
Den sværeste beslutning er taget!
Det føste år på universitetet tog jeg hjem hver weekend. Hvorfor? For at træne Toffi. Den indro ro jeg fandt med hende, kunne jeg ikke finde andetsteds. Men der kom et tidspunkt hvor jeg vidste at jeg blev nødt til at give slip...
Langsomt overlod jeg træningen til min far.
Et år efter gør det stadig ondt indeni. Hver dag savner jeg. Alligevel ved jeg, at det var det bedste for os begge. Havde jeg taget Toffi med mig, så havde det været for min skyld.
Toffi - fra problemejer til velfungerende hund
Sommeren 2005
Det begyndte den 25. april 2005. Toffi kom til verden 2 dage efter min 17 års fødselsdag. Hun var valgt fra starten. Hun var bestilt. Hun var dømt til at blive min drømmehund.
Vi valgte hende dagen efter hun var kommet til live. 4 hunde lå i kassen, én blev valgt. Far valgte den der faldt i søvn i armene på hende, og siden har Toffi været vores.
Hun var en bedårende hvalp, men hun lignede de andre. Det var måske ikke det klogeste at vælge en hund dagen efter den var blevet født, man kan først mentalteste dem når de har fået syns og høresans, men vi valgte hende nu alligevel.
Tiden der fulgte
Jeg erindrer ikke i detaljer hvordan de næste uger og måneder forløb, men jeg ved at vi blev gladere og gladere for Toffi. Jeg havde fået MIN hund. Drømmehunden. Hele sommerferien bestod udelukkende af at socialisere og træne Toffi. Jeg kan huske hvordan jeg stod op kl. 6 for at lufte hende og igen kl. 00 for at være sikker på at hun ikke gjorde noget indenfor om natten. Hun har ALDRIG besørget indenfor.
Vi travede ture, ikke for lange, det kan hvalpe ikke holde til, men heller ikke for korte. Mor og far kørte ture med os, således at Toffi kunne lære at køre bil. Hun elskede det fra første færd.
Vi gik om til busstationen for at kigge på store busser og vi gik rundt i byen for at lære biler at kende. Vi hilste på andre hunde, vi holdt os fra andre hunde, vi gjorde alt hvad jeg troede var rigtigt. Hvis det stod til mig, blev Toffi den perfekte hund!
Herefter gik der et stykke tid jeg ikke erindrer særligt godt. Jeg ved at vi startede til hvalpetræning, vi klarede os super. Fik ros. Toffi var åbenbart en super god hvalp! Der var ingen problemer, hun kom når vi kaldte, hun gik pænt i snor, pænt fri, hun var perfekt!
Hvornår gik det galt?
Ja, hvornår gik det egentlig galt? Toffi var jo perfekt. Jeg havde trænet hende på bedste vis. Hun havde haft alle muligheder for at blive perfekt. I lømmelalderen begyndte hun at presse os. Hun sprang over hegnet. Hun stak af når hun var fri. Hun begyndte at ignorere kommandoer. Hun begyndte at gøre udfald mod andre hunde. Jeg begyndte at tro, at det ikke var drømmehunden jeg havde fået fat i. Jeg stolede ikke længere på hende, jeg stolede ikke længere på mine egne evner. Jeg elskede stadig Toffi, men jeg synes ikke længere det var sjovt at træne med hende.
Den rigtige retning
Jeg husker svagt den første gang vi ankom til træningspladsen. Jeg var nervøs, brød mig ikke om tanken om at skulle møde en masse nye mennesker og hunde. Der var masser af mennesker, det var ikke så fedt. Vi skulle forbi en masse biler med hunde i bagagerummet for at komme ind på træningspladsen. Vi skulle endda forbi en masse hunde, gennem en smal passage for at komme derind, det krævede virkelig stor overvindelse. Jeg husker ikke helt hvordan det gik, jeg går ud fra at Toffi lavede en masse udfald. Det første stykke tid gik vi langt fra de andre, vi lavede en masse zig-zag, lavede hilsesituationer osv. Det gik hurtigt op for mig at det virkede. Jeg brugte mit kropssprog til at gå imellem Toffi og andre hunde, jeg lærte at indtage en position hvor jeg støttede Toffi både fysisk og psykisk. Hvis vi skulle lave zig-zag stillede jeg mig foran Toffi, med front mod hende, så jeg skærmede for de andre hunde. I starten stod træneren også imellem, men langsomt var det nok at det var mig, og senere var det nok at jeg bare stod ved siden af. Langsomt blev Toffi bedre og bedre, og selvom vi mest arbejdede med adfærden, så begyndte vi også at kunne træne grundøvelser. Jeg havde Toffi i lang line og efter hun begyndte at stole på mig, valgte hun frivilligt at komme med mig, når jeg kaldte, i stedet for at gå mod de andre hunde. Hun lærte at jeg ikke bakkede hende op i, at gå på andre hunde, men at jeg tog lederskabet når vi kom i situationer hvor de andre hunde kom tæt på. Jeg stod altid tættest på de andre hunde. Jeg ved ikke helt hvordan det gik fremad, hvor hurtigt det gik eller hvornår vi blev et team. det var en glidende overgang, men pludselig var vi for gode til at være på holdet, pludselig var vi blevet perfekte…
Fra problemejer til velfungerende hund
Efter at have været i DCH i ca. 1 år, dvs. januar 2008 var vi blevet ret gode. Vi fortalte nu historier om dengang Toffi var rigtigt slem. Dengang hun måtte slås med sin problemejer som ikke forstod hende. Toffi gjorde stadig udfald hvis de andre hunde kom for tæt på eller hvis der var for mange hunde eller nye hunde i blandt. Det gik dog hurtigt bedre og bedre og pludselig kunne vi sagtens træne selvom der var nye hunde. Pludselig stolede jeg så meget på Toffi at jeg kunne have hende fri. Det var et stort skridt, et af de største, for det turde jeg ikke engang dengang Toffi var en perfekt hvalp. Det var stadig med hjertet helt oppe i halsen, men hun var fri. Fra januar 2008 til januar 2009 er der sket enorme fremskridt. Vi har arbejdet med at være fri, vi har arbejdet med DCH øvelser, vi har været et team.
Den perfekte hund
Nu skriver vi maj 2009. Det er flere år siden vi startede i DCH. Det har krævet mange, mange timer og en del frustrationer før vi nåede dertil hvor vi er nu. Vi er rykket på et andet hold, og jeg ved nu at jeg har den perfekte hund for mig. Vi er et makkerpar og jeg tror aldrig at jeg igen får en hund der matcher mig så godt på alle punkter. Toffi kan stort set læse mine tanker. Vi er homogene. Jeg elsker hende. Hun er fantastisk.
Hun kan nu lave sit, dæk, stå stort set perfekt. Hun er ved at indlære en perfekt lineføring, det er svært for hun har lært selv at vælge hvor hun føler sig bedst tilpas. Derfor skal jeg indlære en ny kommando – knæ. Apport går rigtigt godt, stort set perfekt, hvis ellers hun har raset ud inden. Rundering – hendes yndlingsøvelse – er fuldstændig perfekt! Spring – vi skal arbejde på det, men det går også super. Jeg er så stolt af Toffi, ikke på grund af disse resultater, udelukkende fordi hun giver mig den største glæde man kan forestille sig. Hun gør mig så glad.
Hun er nu min drømmehund. Hun er perfekt. Hun er alt hvad en hundefører kan ønske sig!
Abonner på:
Opslag (Atom)