Toffi - fra problemejer til velfungerende hund

Sommeren 2005

Det begyndte den 25. april 2005. Toffi kom til verden 2 dage efter min 17 års fødselsdag. Hun var valgt fra starten. Hun var bestilt. Hun var dømt til at blive min drømmehund.

Vi valgte hende dagen efter hun var kommet til live. 4 hunde lå i kassen, én blev valgt. Far valgte den der faldt i søvn i armene på hende, og siden har Toffi været vores.

Hun var en bedårende hvalp, men hun lignede de andre. Det var måske ikke det klogeste at vælge en hund dagen efter den var blevet født, man kan først mentalteste dem når de har fået syns og høresans, men vi valgte hende nu alligevel.

Tiden der fulgte

Jeg erindrer ikke i detaljer hvordan de næste uger og måneder forløb, men jeg ved at vi blev gladere og gladere for Toffi. Jeg havde fået MIN hund. Drømmehunden. Hele sommerferien bestod udelukkende af at socialisere og træne Toffi. Jeg kan huske hvordan jeg stod op kl. 6 for at lufte hende og igen kl. 00 for at være sikker på at hun ikke gjorde noget indenfor om natten. Hun har ALDRIG besørget indenfor.

Vi travede ture, ikke for lange, det kan hvalpe ikke holde til, men heller ikke for korte. Mor og far kørte ture med os, således at Toffi kunne lære at køre bil. Hun elskede det fra første færd.

Vi gik om til busstationen for at kigge på store busser og vi gik rundt i byen for at lære biler at kende. Vi hilste på andre hunde, vi holdt os fra andre hunde, vi gjorde alt hvad jeg troede var rigtigt. Hvis det stod til mig, blev Toffi den perfekte hund!

Herefter gik der et stykke tid jeg ikke erindrer særligt godt. Jeg ved at vi startede til hvalpetræning, vi klarede os super. Fik ros. Toffi var åbenbart en super god hvalp! Der var ingen problemer, hun kom når vi kaldte, hun gik pænt i snor, pænt fri, hun var perfekt!

Hvornår gik det galt?

Ja, hvornår gik det egentlig galt? Toffi var jo perfekt. Jeg havde trænet hende på bedste vis. Hun havde haft alle muligheder for at blive perfekt. I lømmelalderen begyndte hun at presse os. Hun sprang over hegnet. Hun stak af når hun var fri. Hun begyndte at ignorere kommandoer. Hun begyndte at gøre udfald mod andre hunde. Jeg begyndte at tro, at det ikke var drømmehunden jeg havde fået fat i. Jeg stolede ikke længere på hende, jeg stolede ikke længere på mine egne evner. Jeg elskede stadig Toffi, men jeg synes ikke længere det var sjovt at træne med hende.

Den rigtige retning

Jeg husker svagt den første gang vi ankom til træningspladsen. Jeg var nervøs, brød mig ikke om tanken om at skulle møde en masse nye mennesker og hunde. Der var masser af mennesker, det var ikke så fedt. Vi skulle forbi en masse biler med hunde i bagagerummet for at komme ind på træningspladsen. Vi skulle endda forbi en masse hunde, gennem en smal passage for at komme derind, det krævede virkelig stor overvindelse. Jeg husker ikke helt hvordan det gik, jeg går ud fra at Toffi lavede en masse udfald. Det første stykke tid gik vi langt fra de andre, vi lavede en masse zig-zag, lavede hilsesituationer osv. Det gik hurtigt op for mig at det virkede. Jeg brugte mit kropssprog til at gå imellem Toffi og andre hunde, jeg lærte at indtage en position hvor jeg støttede Toffi både fysisk og psykisk. Hvis vi skulle lave zig-zag stillede jeg mig foran Toffi, med front mod hende, så jeg skærmede for de andre hunde. I starten stod træneren også imellem, men langsomt var det nok at det var mig, og senere var det nok at jeg bare stod ved siden af. Langsomt blev Toffi bedre og bedre, og selvom vi mest arbejdede med adfærden, så begyndte vi også at kunne træne grundøvelser. Jeg havde Toffi i lang line og efter hun begyndte at stole på mig, valgte hun frivilligt at komme med mig, når jeg kaldte, i stedet for at gå mod de andre hunde. Hun lærte at jeg ikke bakkede hende op i, at gå på andre hunde, men at jeg tog lederskabet når vi kom i situationer hvor de andre hunde kom tæt på. Jeg stod altid tættest på de andre hunde. Jeg ved ikke helt hvordan det gik fremad, hvor hurtigt det gik eller hvornår vi blev et team. det var en glidende overgang, men pludselig var vi for gode til at være på holdet, pludselig var vi blevet perfekte…

Fra problemejer til velfungerende hund

Efter at have været i DCH i ca. 1 år, dvs. januar 2008 var vi blevet ret gode. Vi fortalte nu historier om dengang Toffi var rigtigt slem. Dengang hun måtte slås med sin problemejer som ikke forstod hende. Toffi gjorde stadig udfald hvis de andre hunde kom for tæt på eller hvis der var for mange hunde eller nye hunde i blandt. Det gik dog hurtigt bedre og bedre og pludselig kunne vi sagtens træne selvom der var nye hunde. Pludselig stolede jeg så meget på Toffi at jeg kunne have hende fri. Det var et stort skridt, et af de største, for det turde jeg ikke engang dengang Toffi var en perfekt hvalp. Det var stadig med hjertet helt oppe i halsen, men hun var fri. Fra januar 2008 til januar 2009 er der sket enorme fremskridt. Vi har arbejdet med at være fri, vi har arbejdet med DCH øvelser, vi har været et team.

Den perfekte hund

Nu skriver vi maj 2009. Det er flere år siden vi startede i DCH. Det har krævet mange, mange timer og en del frustrationer før vi nåede dertil hvor vi er nu. Vi er rykket på et andet hold, og jeg ved nu at jeg har den perfekte hund for mig. Vi er et makkerpar og jeg tror aldrig at jeg igen får en hund der matcher mig så godt på alle punkter. Toffi kan stort set læse mine tanker. Vi er homogene. Jeg elsker hende. Hun er fantastisk.

Hun kan nu lave sit, dæk, stå stort set perfekt. Hun er ved at indlære en perfekt lineføring, det er svært for hun har lært selv at vælge hvor hun føler sig bedst tilpas. Derfor skal jeg indlære en ny kommando – knæ. Apport går rigtigt godt, stort set perfekt, hvis ellers hun har raset ud inden. Rundering – hendes yndlingsøvelse – er fuldstændig perfekt! Spring – vi skal arbejde på det, men det går også super. Jeg er så stolt af Toffi, ikke på grund af disse resultater, udelukkende fordi hun giver mig den største glæde man kan forestille sig. Hun gør mig så glad.

Hun er nu min drømmehund. Hun er perfekt. Hun er alt hvad en hundefører kan ønske sig!