Otto - på vej til samarbejdsvillig, kærlig familiehund

Juni 2009 kom Otto ind i mit liv. Den første måned fortrød jeg hver dag.
Otto var en selvstændig herre på et år. Han kom fra et understimuleret hjem, var mager og uden muskler og reagerede ikke på sit navn.
Otto er stadig en selvstændig herre, men efter 10 måneder er vi på vej. På vej til at blive en pige og hendes hund.
Hvordan kom vi dertil?
Kærlighed, godt foder og træning - masser af træning!
Rom blev på ingen måde bygget på en dag, det skulle jeg huskes på dagligt det første halve år med Otto.

De første dage gik med at lade Otto falde til. Han var vant til at gå på stole og borde. Derfor skulle JEG finde ud af hvad Otto måtte hos mig. Otto må være i sengen, på stolene og i vindueskarmen. Han må gerne tigge ved bordet, men han må ikke tage mad fra bordet. Han må ikke gø vedvarende når han kan høre mærkelige lyde, ret vigtigt da jeg bor på kollegie med ham. Han må dog godt give hals 1-3 gange, for at fortælle mig at der kommer nogen.
Han skal komme når jeg kalder.
Han skal kunne det basale lydighed (sit, dæk, stå, lineføring, apport)
Han skal kunne stoppes i løb med en stopkommando.

Den første måned turde jeg ikke slippe Otto fri. Han reagerede stort set ikke på sit navn. Når han var ude ignorerede han mig fuldstændigt. Alligevel slap jeg ham løs, med det resultat at han gik sine egne veje.
Hver dag trænede jeg en smule lineføring, sit og dæk, men jeg kunne ikke finde en motivation til Otto. Godbidder var han ligeglad med og bolde sagde ham ikke noget. Lynhurtigt fandt jeg dog ud af at det hjalp at tale pænt til ham, men hvor føltes det dumt at stå og sige "Otto - vil du være venlig at sætte dig ned?"

Hele efteråret var Otto stadig ret hyperaktiv i hverdagen. Han bed heldigvis ikke mit hjem i stykker, han er god til at være alene hjemme. Dagligt gik vi 3 timer for at han kunne komme af med lidt af sin hyperaktivitet og dagligt trænede vi lydighed og tricks.

Da vinteren kom kunne Otto øvelserne sit, dæk, goddag, farvel og stop. Vi var i gang med at indlære kom, apport, lineføring, stop, bliv og åbne/lukke skuffer. Det gik roligt fremad. Vi havde fundet melodien. Efterhånden følte jeg den samme samhørighed med Otto som jeg følte med Toffi. Selvom det stadig var hårdt at tænke på hvor meget Toffi kunne i forhold til Otto. Jeg ønsker mig en lydighedshund, og det var Otto i hvert tilfælde ikke - eller hvad? Han var da på vej...

Det kræver blod, sved og tårer. Men i sidste ende giver det pote - bogstaveligt talt!

Nu, efter 10 måneders daglig træning, har jeg en super samarbejdsvillig og kærlig familiehund. Otto er blevet en lydighedshund. Forandringen ligger ikke i de øvelser han kan, den ligger i hans mentalitet. Vi lytter til hinanden. Han arbejder for mig. Stadig for godbidder, men i høj grad også for min anerkendelse og ros.

Han er alt hvad man kan ønske sig af en hund. Han kan færdes blandt alle mennesker - små børn og ældre. Han kommer når jeg kalder og han kan stoppes med en stopkommando. Han kan apportere alt muligt (tørklæder, sin bold, en pind, mine nøgler, en plastickop). Han kan åbne skuffer. Han kan sit, dæk, stå, bliv. Lineføring arbejder vi stadig på.