For din eller min skyld? At tage den rigtige beslutning...

Hver dag savner jeg Toffi. Engang imellem overmander melankolien mig. Oftest er glæden dog dominerende.
For jeg tog den rigtige beslutning da jeg overlod hende til mine forældre!
Jeg er så stolt, så stolt. Min far har levet op til det ansvar jeg lagde på hans skuldre. Han har klaret det over alle forventninger. Jeg er stolt af ham!
Hver uge træner han Toffi i DCH. Det går bedre og bedre. Hun klarer alting perfekt. I dag var han af sted på et andet hold pga. påskeferien. Han turde ikke. Han var nervøs. Ville hun klare det? Toffi bryder sig ikke om fremmede hunde, og hun ville helt sikkert være vanskelig og højst sandsynligt umulig fordi det var et nyt hold hund. Det gik over al forventing. Far klarede det. Det gik godt. De hyggede sig. Han klarede det. Far klarede det.
Hver dag savner jeg hende. Hver dag ønsker jeg, at jeg havde hende hos mig, men det ville ikke være det rigtige for hende. Måske for mig, men ikke for Toffi. Så jeg gav slip, og i dag er jeg for første gang helt tilfreds med den beslutning.
Tillykke farmand, du klarede det!

En cirkushund?

Hvordan ville du have det, hvis din hverdag bestod af at sove, spise, lille luftetur, sove, spise og sove... ?
Det passer i hvert tilfælde ikke Otto. Midt i min meget vigtige eksamenslæsning, så er han helt parat til at træne!
Han piver, kommer med ting eller begynder på sit repetoire af tricks.
Det er fedt!!! :)

Så vi gik i gang, og snart er Otto en hel cirkushund.
Han åbner skuffer.
Han kan lave zig-zag mellem mine ben.
Han kan "dutte" med snuden på ting.
Han kan "dutte" med poten på ting.
Han kan hente alt - nøgler, sin skål, min kop, en teske, mit tørklæde osv.

Det er altså totalt sejt, og en virkelig god følelse at have en hund som elsker at træne. Prøv! :)